Foredrag

”Sukkersheriffen er velskrevet, ret underholdende og meget praktisk anvendelig. En gave til enhver, der gerne vil lave om på familiens sukkervaner og være godt rustet til det nye job – som familiens sukkersherif”
“Vi kvinder”, oktober 2009

Med udgangspunkt i bogen Sukkersheriffen, tager Vibeke Lund, som noget af det første, tilhørerne en tur med ind i kroppen, så ingen er i tvivl om, hvad der sker derinde, når det er sukkeret, der løber igennem. En viden om ernæring, vi er nødt til at have for også at kunne forholde os til de gode alternativer — Fuldkornsbrød frem for hvidt brød. Frisk frugt frem for vingummier osv.

Foredraget stiller skarpt på børn og sukker; vi skal tale om sund kost generelt og om, hvorfor det er vigtigt at undgå at fokusere ensporet på vægt og kalorier. Hvorfor det meget hellere skal handle om god energi til at løbe hurtigt og klatre i træer med. Vi skal øve os i at tage dialogen ude i terrænet, men hvordan griber vi den an på udebane, og hvorfor ikke bare kun feje for egen sukkerdør? Vibeke Lund er Sheriffen med hatten i hånden og svar på tiltale, mens Lene Outzen Foghsgaard er hesten, moren med udfordringerne og de genkendelige sukkeranekdoter i ærmet og spørgsmål på sinde. Hvad er det lige vi gør, når vi på skituren med tyve andre familier igen og igen oplever, at vores søn på fire år får tilbudt masser af kiks en halv time før frokost?

Sheriffen og hesten er helt fremme i hesteskoene for at formidle budskabet om 5+2 – fem hverdage uden og to weekenddage med sukker. Om kunsten at lære sig en stabil blodsukkerbalance og alt det andet meningsfulde, der er at sige om livet med det hvide guld. Vi giver samtidig masser af staldtips og eksempler til eftertanke. Men husk, vi siger ikke nej til sukker. Ikke på vilkår. Sukker smager godt og indeholder en stor del livskvalitet, hvis det vel at mærke nydes med måde og en portion forventningens glæde.

Vi holder foredrag på biblioteker, i foreninger, på virksomheder, i børnehaver og hvor der ellers er vilje og behov. Kontakt Vibeke Lund for mere information på mail@sukkersheriffen.dk